Hvorfor virker den nye sut mindre?
Har du lige fået nye sutter hjem og synes, de ser mindre ud end de gamle? Der er ofte en helt naturlig forklaring.
Mange forældre oplever, at nye sutter virker mindre end de tidligere. Forklaringen er som regel simpel: naturgummi vokser, når det bliver brugt.
Naturgummi vokser i brug
Naturgummi (latex) er et 100 % naturligt materiale med begrænset holdbarhed. Over tid mørner det, og materialet udvider sig. Hos Littledeluxe har vi set eksempler på naturgummisutter, der er vokset med over en halv centimeter.
Det er en stor forskel, når man tænker på, at fx FRIGG runde naturgummisutter i str. 1 er 27 mm og str. 2 er 30 mm lange. De fleste børn bryder sig ikke om forskel i størrelse eller materiale og kan afvise nye sutter, der føles anderledes.
Sådan undgår du problemer
Vi anbefaler, at du altid har flere sutter i brug ad gangen, så du nemt kan opdage, når en sut viser tegn på slid.
Udskift, når sutten viser tegn på slid
Sutten skal udskiftes, når den viser tegn på slid – både af sikkerheds- og hygiejnemæssige årsager:
- Når sutten udvider sig, bliver den mere porøs og kan lettere bides i stykker. Overfladen bliver også klistret, hvilket tiltrækker snavs og gør den sværere at rengøre. En god tommelfingerregel er at udskifte sutter efter cirka seks ugers brug.
- Brug, rengøring og behandling påvirker holdbarheden. Heldigvis er det let at se, om sutten skal skiftes.
Læs også: Sådan rengør du dit barns sutter
Naturgummisutten er klar til udskiftning, når den:
- Vokser eller udvider sig
- Skifter farve (fra gylden til mørkere brun)
- Bliver klistret i overfladen
- Får revner eller tandmærker
Tag altid godt fat i suttedelen og træk den i alle retninger. Ser du revner eller tandmærker, skal sutten udskiftes.
Læs også: Naturgummi vs. silikone
