Spring til indhold

Fri fragt over 499 kr.

Hvor tit skal jeg udskifte mit barns sutter?

Hvor tit skal jeg udskifte mit barns sutter?

Hvor ofte skal sutter udskiftes?

Vi bliver ofte kontaktet af forældre, der er i tvivl om, hvor tit de skal udskifte deres barns sutter. Som tommelfingerregel bør sutter udskiftes efter 4–8 ugers brug – afhængigt af, hvor meget de bliver brugt. Nogle børn har et kraftigt sug eller bruger kun én sut ad gangen, og i de tilfælde kan sutten være klar til udskiftning allerede efter få uger.

Gamle, slidte sutter skal altid kasseres

Slidte sutter bliver porøse og kan lettere gå i stykker. Derudover gemmer ældre sutter på flere bakterier, hvilket gør det uhygiejnisk at bruge dem for længe. Af den grund anbefales det, at børn ikke bruger den samme sut i mere end 8 uger – uanset hvor pæn den ser ud.

Tjek altid sutten inden brug

Børn er forskellige, og nogle slider mere på deres sutter end andre. Inden du giver dit barn sutten, bør du altid undersøge den for tegn på slid. Træk forsigtigt i suttedelen og se efter tandmærker, revner eller andre skader. Hvis du ser det mindste tegn på slitage, skal sutten udskiftes med det samme.

Naturgummisutter bliver større og mere klistrede, når de er gamle og klar til udskiftning – og de kan faktisk blive for gamle, selvom de blot ligger ubrugt i skabet. Køb derfor kun det antal naturgummisutter, du forventer at bruge inden for kort tid.

Giv aldrig dit barn sutter med synlige skader, da de ikke længere er sikre at bruge.

Pas godt på dit barns sutter – så holder de længere

Uanset om sutten er lavet af silikone eller latex, består suttedelen af et blødt materiale, der slides af snavs og fugt. Opbevar derfor altid sutterne rent og tørt, og undgå unødig belastning.

Når I er på tur, kan du beskytte sutterne ved at opbevare dem i en sutteboks eller en anden ren beholder.

Udskiftning og klargøring af nye sutter

Inden du giver dit barn en ny sut, bør du altid tjekke den for fejl eller mangler. Vi anbefaler desuden, at du steriliserer sutten inden brug ved at overhælde den med kogende vand og lade den ligge i fem minutter. Dette fjerner eventuelle rester fra produktionen. Alle vores sutter har ventil – husk at klemme overskydende vand ud af suttedelen efterfølgende.

Husk – sutter giver tryghed

Sutter er en fantastisk hjælp for små børn. De giver tryghed, ro og afslapning. Hvis du som forælder sørger for at passe godt på dit barns sutter og skifte dem i tide, kan du trygt nyde den ro, de giver dit barn.